VM’s ekstravagante paradis slutter snart. Døren fra
Brasilien til omverdenen er snart lukket og en måned med mål, defensive
klassepræstationer og massive følelser er desværre snart slut.
Jeg hedder Mathias Hansen. Jeg er 18 år gammel og til
dagligt er jeg intet andet end en normal dreng fra Jylland. Gymnasieelev,
fritidsjob i den lokale brugs og med en kæmpemæssig hang og trang til fodbold.
En trang der hver anden sommer bliver kureret med hhv. EM og VM i fodbold, mens
at den hver anden sommer derefter må give undertegnede voldsomme abstinenser.
Som enhver anden 18-årig har jeg også en drøm. Min drøm er
at blive sportsjournalist. Min drøm er at sidde med en storkamp i hænderne, som
mit job var at kunne videreformidle både til de semiinteresserede, men i den
grad også til fodboldnørderne.
Derfor har jeg i dag også en tjans hos D’ BOLD. Et
forrygende projekt startet af Nicolai Sabro Hansen. Samme mand der i realiteten
ejer denne blog. Et projekt der giver mig muligheden for at skaffe mig
kontakter, allerede før at et liv som journalist er begyndt.
Og når man er så interesseret, som jeg er, så er der en
masse forskellige kilder at finde inspiration fra. Og for mig, har min
interesse været ved kommentatorerne. Jeg har glædet mig til at lytte til de
kloge ord, både fra studiet og fra Brasilien.
Men det er desværre også her, at jeg er begyndt at miste en
smule af min passion og lidenskab for journalistikken. Det er desværre her, at
kæden bliver slap for mit vedkommende.
For der har KUN været kritik af de danske kommentatorer
under denne slutrunde. Flemming Toft havde den udsøgte ære at kommentere
åbningskampen, og gjorde rent faktisk dette ganske udmærket. Han slog lidt over
i en lille glæde for Brasilien, men det er fair nok. Hvem pokker ville ikke
blive opstemt af et stopfyldt Arena Corinthians midt i Sao Paulo? Jeg ville.
Men Twitter og Facebook var rasende. Flere ville have hans
afgang allerede efter første kamp. Flere mente at hans tid var forbi. Flemming
Toft svarede igen efter et stærkt interview hvor han ordret sagde: ”Nogle
kritiserer blot for at kritisere”. Jeg giver ham helt ret.
Derefter kommenterede Flemming Toft en kamp i Belo Horizonte.
Igen dyb kritik fra Twitter, der mente at når man ikke engang kunne udtale
bynavnet rigtigt, så skulle man da slet ikke kommentere fodbold. Problemet var
blot her at ”Horizonte” på portugisisk faktisk skal udtales som ”Horizontji”.
Præcis som Flemming Toft udtalte det.
Og ikke nok med Flemming Toft, så har alle andre
kommentatorer været en god gang i den negative Twitter-maskine. Peter
Schmeichel var for selvfed, Mikkel Beck for klichépræget, Henrik Liniger for
familievenlig, Mads Junker for sortsnakkende, Morten Bruun mumlede og
Niels-Christian Frederiksen var for klog til den almene dansker. (Ja nu har vi
da også hørt den med). Alle blev kritiseret af danske fodboldfans. Store som
små.
Og hvis Mikkel Beck var fyldt med klichéer, så vil jeg da
med glæde også fyre en hurtig en af. Man skal ikke kritisere noget, man højest
sandsynligt ikke selv ville kunne gøre bedre.
Jeg nægter simpelthen at tro på at der er specielt mange
8-16-jobsdanskere der har samme fodboldindsigt som Schmeichel eller Morten
Bruun. Jeg nægter også at tro på at særligt mange kan erstatte Flemming Tofts
erfaring. Men hvad jeg gerne vil tro på er, at vi er blevet lidt for gode til
at udtale os om ting, når vi sidder bag en skærm. Lidt for gode til at komme
med vores meninger, når vi nu sidder i vores eget lille rum, med en computer i
skødet foran os.
Og jeg synes at det er ærgerligt at fokus har været flyttet
fra fodbolden og over til kommentatorerne. Ærgerligt at fokus har været på en
enkelt udtalelsesfejl fra Flemming Toft eller en lidt for venlig Henrik
Liniger.
For lad os indrømme det. Det er ALTID muligt at kritisere,
hvis man VIL kritisere. Fx er der en masse personer med en negativ holdning til
Nicklas Bendtner. Første aften blev han svinet mere til i studiet end nogen
anden, til trods for at han faktisk den aften ikke lavede meget andet end at
svare på de spørgsmål han fik, og han fortjente bestemt ikke at få SÅ meget
kritik, som han nu engang gjorde.
Alt dette vender jeg tilbage til mig selv. Til min drøm.
Drømmen om at sidde på landsdækkende tv og skrige lystigt op, hver gang der
bliver lavet en kasse. Den drøm fader ud mere og mere for hver dag. For selvom
jeg ville have lyst til det, så skal man virkeligt have enten en umådeligt
stærk psyke, eller cutte alle direkte beskeder til en selv fuldstændigt af.
Ingen af de to ting bærer jeg særligt godt.
Så for alles skyld. Kan vi ikke til finalen i aften stoppe
med at hakke Henrik Liniger, Flemming Toft, Mikkel Beck eller Morten Bisgaard
ned. Uanset hvor lidt man bryder sig om dem. De er mennesker ligesom os, ikke
robotter. De klarer et utroligt svært job, og hvis man ikke kan lide det, så må
man være velkommen til at skrue ned for tv’et.
Eller du kunne selvfølgeligt også følge mit enkelte råd.
Hvis du er så heldig at have et surround sound-system, så skru blot helt ned
for de to midterste højtalere. Så kan man kun høre baggrundsstøjen.
God søndag og god VM-finale til alle.
Tak fordi du gad læse dette.
Tak til Nicolai Sabro for at give mig æren af at måtte
skrive dette indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar